Jeg troppede op i stalden klokken 8, og så var vi ellers igang, fire mennesker til klokken 14. Vi nåede hele stalden indvendigt og en smule udvendigt.
Der blev som sagt super flot. Jeg fik lov til at tage idas boks alene, så jeg kunne gøre den rigtig flot... Men da der ikke var ret beskidt i idas boks, kunne jeg ikke se hvor jeg var kommet til... Ups.
Så da kalken tørrede (hvilket det bliver hvidere af), kunne man sagtens se har jeg ikke havde malet. Flot Maja.
Et billede af mig der kalkede sidste år.
Efter at have spist frokost, hentede jeg Ida, jeg var ret træt, så det blev igen bare til en skridttur. Men hyggeligt var det helt bestemt. Efter at have striglet, tog vi ud i skoven. Hun var lidt stædig og ville ikke derud, men med lidt overtalelse, gik hun derud. Så vi red lidt rundt derude, men hun vrikke så rolig , som jeg lige synes hun skulle være. Så jeg måtte bremse lidt på hende... Ofte. Dog fik vi en runde hvor hun var rolig og sød, derefter red vi ud af skoven.
Vi øvede lidt at gå op mod ridebanen (det er sådan en lille sti), som hun ikke rigtig vil. Jeg har øvet det de sidste par dage, og hun er blevet bedre og bedre. Første gang var hun lidt skeptisk, anden gang gik hun op i anden forsøg. Tredje gang er lykkens gang, og der kig hun lige op.
Da vi red forbi folden, kom der en fasan flyvende op fra det høje græs, få meter ved siden af os. Hun havde ikke set den, og det havde jeg heller ikke. Og sådan en fasan er et utrolig smukt dyr, men dens lyd er forfærdelig. Så lige da fuglen letter, og siger dens mærkelige lyd. Ida giver et hop til siden. Hvor det ender med at jeg dingler ude på siden af hende. Men jeg blev på! Og nu ka. Jeg tælle tre gange, hvor hun er blevet bange, (og løbet nogle skridt) hvor jeg er blevet på! Jeg synes jeg er blevet så sej til at blive på! Det er nemlig slet ikke sådan, at jeg overvejer at jeg måske falder af. Jeg klemmer mig bare fat, og prøver at berolige hende.. Og se det hjælper, for hun bliver lynhurtig rolig igen. Og grunden til at vi så hurtigt kan fornemme hinanden (jeg opfatter hurtig år når hun bliver bange, og hun opfatter hurtigt at jeg ikke er bange for det), er fordi vi rider uden sadel. Det at ride uden sadel er bare bedre, sjovere og flottere på så mange måder. Jeg elsker det.
Jeg roste hende og klappede hende, da hun fandt ud af hvad det var der sagde lyden. Begyndte også at grine lidt af hende. Jeg blev bare så stolt af mig selv og af hende; jeg kunne jo blive på!
Bagefter skridtede vi lidt mere, og så striglede vi lidt igen. Bagefter så vi lidt på boksen, som jo blev malet. Hun var vidst godt tilfreds.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar