26/7 nye ruter

Vi havde virkelig en hyggelig dag. Det var en af de mange dage, hvor jeg spekulerer over hvorfor jeg lige er blevet så heldig, at jeg kan få Ida. Altså hvad er sandsynligheden for, at man lige finder den aller bedste hest i hele verden?

Vi lavede ikke, så meget udover at hygge os. Jeg tog ret sent ud til hende, da jeg havde været i sommerhus. Hun blev rigtig pæn, som altid, men hun er altså blevet rimelig tyk. Sidste år havde hun en perfekt tykkelse, så det må vi arbejde med, at få igen. Det hjælper nok også, når hun kommer af det høje græs på den store fold om nogle måneder.

Hun har ligesom de andre dage, stået løs kun med et løst tov foran. Igen stod hun stille og vi nød begge hinandens samvær. Hun står uden grime i stalden, da hun jo har fået disse skavemærker. Hvad angår dem, er der allerede begyndt at gro pels igen, så det hjælper da.

Bagefter gik vi udenfor uden sadel, og red lidt rundt. Jeg må, som i nok ved, ikke ride på tur alene, men der er stadig mange andre måder at ride frit på. Det lyder nok kedeligt, men vi rider i stedet rundt om ridehuset. Vi formår hele tiden, at finde nye ruter, for eksempel vores nye bakke, som vi et par gange rider op af. Vi plejer at traven ved grusvejen langs den store fold, men det er dog blevet lidt kedeligt. Så i dag fandt vi et nyt travested. 

Vi travede det samme stykke som før, men led også ind på noget græs, hvor vi lavede en vending, og red tilbage igen. Det ekstra tid i trav gjorde det noget sjovere. Hun gik lidt langsom, men hun var dog rigtig sød. Jeg travede med helt løse tøjler, og sådan, hvilket gjorde det super hyggeligt.

Imens vi red snakkede vi, som vi nu gør, det var så godt.

Vi red vel nok i 40 minutter, og de 35 var skridt.

Vi striglede igen bagefter, igen rigtig hyggeligt (jeg har ikke tal på hvor meget jeg skriver det). Der skete ikke rigtig noget specielt, men alt var bare godt. Det at vi kan bruge så lang tid på at hygge os sammen betyder alverden for mig.

Da vi skulle ud på folden, synes jeg at det kunne være sjovt, ikke at have tov på, så jeg derfor ikke holdte fast. Jeg tænkte at hun nok ville følge mig, men alligevel tænkte jeg, at hun ville tage hovedet ned og spise lidt på vej derop. Men det gjorde hun ikke, hun gik lige bagved mig hele vejen, stoppede og bakkede når jeg gjorde det. Og det bedste var at hun var helt ligeglad med planterne. Jeg blev så stolt!