Efter at have muget ud hentede jeg hende fra folden. Lige da hun så mig, skyndte hun sig i en mege ivrig trav hen imod mig. Det så mega sjovt ud, da man lige kunne se hendes lille sommermave titte frem på hver side.
Vi gik derefter ind i mod stalden, og hun virkede ret frisk, i forhold til se senere dage.
Jeg fik gjort hende rigtig pæn og ren, til trods for at hun havde rullet sig i noget græs. Og derfor havde hun fået græspletter, og til alle jer der har prøvet at få det af, så ved i at det er næsten umuligt uden vand. Og så har jeg endda en lys hest.
Da vi så skulle skridte for, red vi med Mathilde, der red rundt omkring hallen. Det var rigtig hyggeligt.
Men da det så var blevet tid til, at komme ind og ride, fortsatte Maurita og Mathilde udenfor. Det gjorde at Ida blev lidt ensom inde i hallen, og ville meget gerne ud til mau igen. Hun havde en hel del energi, og enten brugte hun det på at være virkelig dygtig, ellers også på at rende rundt i cirkler og ville med.
Det var ca. 50 50, så jeg brugte en del tid på at få hende til ro. Da hun så gik flot, gik hun super flot, hun blev nomenet sådan kraftfyldt, eller hvordan man nu beskriver det. Hun blevet meget selvgående, og det fik hende til, at virke meget stor. Hun havde nogle flotte store gangarter, og lavede lange skridt, samtidig med at hun løftede dem utrolig tilfredstillende. Da hun så også gik til bidet, helt af sig selv, blev det vare perfekt. Dog gik hun lidt under lod, så blev nødt til at have lidt mere fat i hende... Ikke fordi jeg har meget fat i hende vel.
Jeg blev nødt til at ride en del letridning, da hun ind imellem hoppede lidt rundt pga Maurita udenfor. (Jeg har nemlig nemmere ved at stoppe hende i letridning). Da jeg så red i nedsidning, følte jeg bare at vi var vildt prof, ligesom jeg har følt de seneste dage. Der er et eller andet over nedsidning, jeg får bare sådan en god holdning, især i forhold til letridning, hvor jeg tit bliver lidt slasket. Især når hun tager så store skridt, er det bare en helt fantastisk følelse.
Jeg skal lige fremhæve galoppen i dag, da hun jo var lidt træls i traven... Når hun altså ville med udenfor igen. Derfor overvejer jeg, om vi ikke skulle droppe galop i dag, men det var godt vi ikke gjorde det, da hun var helt fantastisk. Hun havde en stor galop, og havde en god runding. Den var hurtig, men samtidig føltes den ikke ret hurtig, da hun tog meget større skridt, desuden kunne jeg sagtens styre hende. Halvdelen af tiden gik hun også til bidet, og fik sig samlet super flot.
Derefter fik vi skridtet af, og hun fik lov at komme udenfor, som en ros for at være så dygtig til sidst i traven og i galoppen. Der var mau og Mathilde lige færdig med at ride, men hun synes stadig det var rart at ride udenfor... Og det var det da også, det var super hyggeligt. Mau er forresten i genoptræning, så de skal ride ret meget i skridt.
Da vi stod og striglede, stod jeg og snakkede med Mathilde. Jeg foreslog hende, om det ikke var på tide at vi fik sat hestene på døgnfold. Hun synes der var lidt for koldt, men ville dog stadigvæk gerne. Vi besluttede derfor, at vi ville vente på et tegn fra Gud.. Så vi stod og striglede imens vi ventede på vores tegn. Lige da vi så tog dem tilbage på folden, klarede vejret lidt op, og himlen kom frem. Det var så vores tegn.
Så vores heste blev endelig smidt på døgnfold, det var velfortjent. Et andet tegn var også at begge heste travede glad ud på folden, da de blev sluppet fri.
Vi gjorde derefter rent og så hentede vi foder til dem. Lige da Ida så spanden med foder, kom hun travende hen til mig, i fuld fart! Lykkelig og glad. Hun fik rigtig snasket foder over alt på spanden, og bidt lidt i den. Og på en eller anden måde lykkedes det hende at få foder i hele hovedet. Ligesom et lille barn. Hun havde fået fodersnask helt op til enden af pandelokken, skør hest... I skulle have set hende.
God is great
SvarSlet