26/6 tro kan flytte bjerge

IJeg og Ida red på en meget skør måde i dag... Og hvis man ikke lige ved, at jeg tit fonder på nogle spøjse ideer, ville man sikkert tro, at jeg var sindssyg.

For efter vi havde striglet og ordnet og sådan gik vi op på ridebanen.

Jeg havde besluttet vi ikke skulle ride så meget, da jeg skulle dimittere senere på dagen. Og skulle nå en masse ting inden det.

Så det blev kun til lidt hyggeligt skridt. Det var så her jeg fik den ide, at vi da skulle lade som om at vi var til military stævne.

Så vi startede ud med at lade som om, at vi var på en springbane. Springene var høje, men intet problem for jeg og Ida. Vi fik redet igennem banen uden besvær, og vi sprang både oxere lodrette, kombinationer og ikke mindst stort vand. Der var ret neget publikum til at kigge på os, og vi fik klapsalver, da vi red ud fra banen. Vi var fejlfrie og med en ualmindelig god tid.

Derefter var tiden kommet til dressurdelen af konkurrencen. Her gik det også godt, og vi lavede diverse øvelser med meget overskud. Vi lod som om, at vi lavede piaffer, passage, changement og galoppiuette. De øvelser vi rent faktisk kan lidt af, gjorde hun i den virkelige verden til UG. I konkurrencen fik vi da også en velfortjent 10'er for vores gode arbejde.

Vi afsluttede dressurkonkurrencen med en score på 71,65% (meget præcist)

Tredjedagen kom, og det var blevet tid til den afgørende tærrenkonkurrence. Godt nok lå vi på en samlet første plads, men meget kunne nå at ske i denne sidste del af konkurrencen.

Vi red med en god fart over springene, og igen tog vi alle de spring der vejr helt utænkelige at vi kunne prøve i virkeligheden. Her vil jeg lægge vægt på banketten, som Ida tog meget flot, men jeg kom til at sidde lidt skævt efterfølgende. Dog hjalp hun mig fint på plads igen... (Denne del ville også være sket i virkeligheden, hun er utrolig dygtig til at hjælpe mig på plads igen).

Vi vandt konkurrencen, og alle de tre underkonkurrencer, fordi vi jo bare er de bedste, og fordi tro kan flytte bjerge, hvis man tror på det man vil, kan man alt.

Her vil jeg fremhæve det nyeste mål, som vi har klaret, nemlig dressuren. Hun er jo som i nok kan læse blevet en drøm, og alle de små trælse ting vi hver især gør, er vi begge holdt op med, og får kun små tilbagefald.

Men tilbage i den virkelig verden, skete det det, at der kørte en bil rundt ude på landevejen nogle 100 meter væk. Den sagde den her mærkelige lyd, og det fik Ida til at blive lidt vågen. Man kunne ikke se den, så det er klart, Athen blev bange.

Det fik mig dog til at vågne af stævneillusionen, og hoppe tilbage i den virkelige verden. Vi havde skridtet rundt i ca, en halv time, imens jeg lod som om at vi red stævne. Så det var tid  til, at gå tilbage til stalden.

Det var godt, at der ikke var nogle der hørte mig, for undervejs snakkede jeg meget med Ida. "Så ven, nu er det banketten, den skal vi nok klare" "for at kunne nå over det næste spring, skal vi altså lige have til mindre fart på!" " du er dygtig ven, nu vinder vi konkurrencen"

Ida turde ikk gå ud af ridebanen, da vi skulle det. Hun ville simpelthen ikke, så jeg hoppede af hende, for at trække hende igennem. Der gik hun lige igennem uden nogen problemer. Skør hest.

Derefter fik vi selvfølgelig striglet lidt, og så kom hun på fold igen. 

Førhen ville jeg jo gerne til et stævne med Ida, det kan man jo sige at vi var nu, sådan som jeg levede mig ind i det.