3/4 shit happens

Ja.. jeg faldt af Ida her den 3/4, på en tur fordi hun løb liiiige lovligt stærkt, og så kunne jeg ikke stoppe hende. Hun drejede og jeg kom ud af balance, hun drejede igen, og jeg faldt af ned på asfalt :/

Jeg har fået en meget stor hudafskrabning på hoften, samt et meget hårdt slag. Det gør simpelthen så ondt at gå på, da man uanset hvad man gør åbenbart bruger hoften. I går gjorde det ikke så ondt, da jeg tog forskellige piller, og på trods af, at jeg ikke har taget nogen piller her til morges, gør det ikke frygtelig ondt. Jeg har desuden fået et sår i panden som blev limet da jeg kom ind på skadestuen, ligesom dem man ser på film. Det er faktisk ret sejt.

På Ida skete der ikke noget, hun havde synes det var vildt sjovt. Hun kom hen til mig, og var så glad. Men så var det alligevel som om hun spurgte "jamen Maja, hvorfor blev du ikke på? Vi havde det jo lige så sjovt, og så skal du jo blive oven på mig!"  Hun var bare så sød. Der var en dame der hjalp mig med at få ringet til min mor, og imens stod jeg med Ida og græssede i damens græsplæne. Inden vi kunne tage på skadestuen, måtte vi hente en der kunne få fat i Ida, og hun trak så Ida hjem. Hun havde vidst haft ret meget energi. De havde så taget hende ind i stalden og der havde hun det godt :)
Det er meget vigtigt for mig at understrege, at det ikke var Idas skyld. Men jeg vil skrive hvad der skete længere nede, og der kan I også se, at det ikke var nogens skyld.

Af material skade var der to, ret dyre ting, som gik i stykker. Mine briller og min ridehjelm. I går var jeg ude at købe nye briller, og i dag skal jeg købe ny ridehjelm.

I dag tager jeg ud til Ida, og jeg håber på, at jeg kan komme lidt op at ride på hende.
Det værste har faktisk ikke været at det gjorde ondt, men mere det psykiske. Jeg var bange for, at jeg ville miste tilliden til Ida, og at jeg aldrig ville komme op at ride igen. Nu når jeg har tænkt videre over det, kan jeg mærke, at det ikke bliver noget problem. Hun er jo stadig Ida, og jeg er stadig Maja, og hun har aldrig gjort det før, plus det var ikke hendes skyld, at jeg faldt af. Derfor tror jeg ikke, at der bliver nogen forskel, vi skal bare igennem det her sammen.

Men hvad skete der så?

Vi havde aftalt at ride den her tur. men hele tiden kom der noget i vejen, så vi aflyste den, men så genoptog vi alligevel ideen.
Jeg kunne mærke helt indtil, at jeg ikke rigtig havde sådan så meget lyst som de andre gange. Jeg vidste at jeg ikke skulle tage afsted.
Nå.. vi havde hygget os rigtig meget med at strigle, og vi red så tilsidst afsted.
I starten var Ida monstersød, rigtig træt og sådan. Det var hun sådan indtil, nogle 100 meter inden der hvor vi havde planlagt at galopere. Her blev hun ret meget oppe at køre, men alligevel ikke sådan rigtigt, hun var jo stadig rigtig sød ved mig <3
Vi travede først på galopstrækningen, og besluttede os så for, at galopere tilbage. Da vi satte i galop, begyndte begge heste pludseligt at løbe. De løb fuldstændig vanvittigt, men ikke sådan fordi de var blevet bange, men bare fordi de havde det sjovt. De tænkte jo ikke lige over hvor store de er  :P Jeg tabte begge bøjler, men kunne godt holde mig på også selvom hun også hoppede lidt rundt. Jeg var så lige ved at få hende bremset, men så drejede Maurita væk fra mig og Ida, og selvfølgelig løb Ida med hende.Heste er jo flokdyr. Hun drejede igen op af vejen, og der faldt jeg af, lige midt på vejen. Jeg skyndte mig op igen, og kunne bare mærke at jeg skulle få fat i Ida. Første gang jeg kiggede op, det var lige med det samme. Så jeg begge hest løbe væk. Jeg tænkte at jeg ville miste Ida. Jeg tog hånden på mit hoved, og min hånd var helt fuld af blod. Min ridehjelm knækkede, og den skar hul i mit hoved. Næste gang jeg kiggede på, havde Mathilde kontrol og Mau, og Ida løb stadig lidt videre. Ida stoppede så lidt efter, og tog hovedet ned i græsset.
Der kom en dame og hjalp mig, hun ville have mig ind og side. Det eneste jeg ville var bare op til Ida. Damen holdte mig så tilbage, men til sidst gik jeg fra hende fordi jeg ville op til Ida. Ida havde ørene helt fremme, hun kunne godt mærke, at jeg ikke havde det helt godt. Jeg gav hende et stort kram, og jeg humpede tilbage til damen med Ida. Jeg fik så en klud, men jeg ville bare op på hende igen, da jeg var bange for, at jeg ellers ville blive bange for hende. Men jeg gjorde det ikke, og i stedet stod jeg med hende (og det er først nu jeg husker hvor ondt det gjorde) og Ida spiste græs. Min mor kom og hentede mig, og jeg måtte sætte mig lidt ind i bilen. Ida stod og kiggede på mig.

Ida er bare verdens sødeste monster. Jeg kan bare ikke beskrive hvor højt jeg elsker hende, at hun så løber sker jo.. Desuden har hun aldrig gjort det før, og hvad vigtigere er, så ved jeg, at hun ikke gjorde det med vilje, men kun fordi hun ikke lige tænkte sig om. Jeg tænker hele tiden ulykken igennem, og får hver gang bliver den mere og mere fjern. Det er som om, at det ikke var mig og Ida det skete for, men nogle helt andre :)

Jeg kom på skadestuen, og noget af det jeg frygtede mest var, at de ville sige, at det var en dum hest jeg havde.
Det gjorde de ikke, de var alle søde, og forstod godt, at det ikke var hendes skyld.
Der var forresten små Idahår i mit sår på hoften :P

Jeg prøver altid at se positivt på alting, så jeg ser det bare som en lille hurdle vi skal over, og når vi er kommet over den, stoler vi mere på hinanden end nogensinde. En soulmate er en man har kæmpet for, imod og med.