Regn fra morgen til aften er på sin vis meget hyggeligt, men også koldt og træls.
Da jeg hentede Ida, kom en våd og kold hest mig i møde. Hendes letttere forvirrede blik var bare ikke til at stå for. Hun så så sød ud, med hende våde kolde pels.
Da hun kom ind i stalden var hun først træt, men da hun derefter fik varmen igen, blev hun ret op at køre. Som Mathilde sagde, så ved man aldrig hvilken hest man kommer ud til når der er koldt. Og det er sandt, de er enten trætte, eller også er de meget vågne og opmærksomhedskrævende. I dag var hun sidstnævnte. Hun ville hele tiden snakke med mig, og have hovedet i nærheden af mig.
Det var så hyggeligt at stå derinde med regnen brummende imod taget, og så med en fantastisk hest ved siden.
Vi stod i to timer og striglede og nussede. Til sidst blev hun faktisk tør, og rigtig dejlig og blød, og så blev det tid til, at komme ud i regnvejret igen.
Dog var det ikke så slemt som før.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar