1287 ord om Ida

Hej har skrevet min første aflevering i dansk (i gymnasiet). Den skulle handle om en begivenhed, om noget der havde ændret sit liv. Og jeg har derfor skrevet om den dag jeg faldt af Ida.
Jeg har besluttet mig for, at ligge den herind. Jeg ved ikke hvor god den er danskfaglig, men den beskriver i hvert fald ulykken meget godt, så derfor tænkte jeg, at i skulle læse den.

En begivenhed

Jeg mærkede vinden i håret, jeg mærkede, hvordan verden fløj forbi mig, jeg mærkede, hvordan et flygtigt øjeblik pludselig kunne forsvinde.

Jeg husker den ulykke så tydeligt. Den ulykke, som jeg resten af mit liv skal referere til, når folk spørger til arene på min krop. Det er den ulykke, som har gjort mig til den jeg er i dag. Den ulykke ændrede mit liv. Tænk engang, at en episode på mindre end 5 minutter, kan ændre en persons liv!

Det var en flot forårsmorgen, mere præcist d. 3. april 2013. Det var koldt, men alligevel var det, som om man ikke mærkede det. Det havde været en kold og lang vinter. Så det, at kunne mærke solens stråler varme ens vintertrætte hud, gjorde en så uendeligt glad. Dog var der noget galt helt fra begyndelsen. Jeg havde en af de dage, hvor man bare ved, at man skal passe på. Som om man ved, at noget går galt.  

Min veninde havde dagen forinden kimet mig ned. Hun spurgte, om vi ikke skulle ride en tur på vores heste. Jeg sagde straks ja, hvad er bedre end en tur med sine 3 bedste venner.

Om eftermiddagen mødtes jeg med min veninde, og vi hentede vores heste. Men da jeg stod der med min hest, Ida, ved siden, fløj alle disse tanker rundt i mit indre. Mange tanker, bundforskellige tanker, men med det samme budskab ”skal du nu ride den her tur?”. Men jeg greb mig selv i at tænke disse tanker, og jeg forklarede til mig selv ”Ida er jo din bedste ven, intet kan gå galt”.

Hestene var så forårskåde som ethvert dyr og menneske er i den tid. Så da vi ville tage en galoptur, tog hestene over - og de løb. De løb så hurtigt, deres ben kunne bære. Og pludselig gav mine ben op, jeg kunne ikke holde mig på mere.

Jeg landede på asfalten, jeg kom hurtigt op at stå igen. Jeg opdagede ikke mine egne skader.  Det eneste jeg vidste var, at jeg skulle have fat i min hest. Jeg kunne ane hende længere oppe af vejen. Hendes gule pels, og hendes elegante, tynde ben. Jeg løb op efter hende, men jeg kom ingen vegne. Da jeg opdagede, at jeg var landet på min hofte, forstod jeg hvorfor. Jeg kunne ikke mærke smerten, det var som om jeg var blevet lammet. Det var her det gik op for mig, at de tanker, jeg havde haft tidligere på dagen nok var rigtige. Jeg skulle ikke have redet af sted.

Da jeg så at min veninde havde fået styr på de to heste, blev jeg pludselig roligere. Jeg mærkede en træthed falde tungt ned over mig. Jeg kunne pludselig mærke de smerter, jeg havde forvoldt mig. Jeg humpede derefter ligeså langsomt op til min bedste ven, som pludselig var blevet så frisk. Hun havde det bare sjovt, men glemte at tænke sig om.

Jeg gav hende et kram på halsen. Et kram, der for altid vil betyde så meget. Min største frygt var, at jeg ville blive bange for hende, glemme alle vores minder og gode ture. Jeg vidste , at jeg skulle ”op på hesten igen”. Det eneste jeg ville var, at komme op og ride hjem. Men min ridehjelm var knækket i faldet, så den var ikke meget værd længere.  Desuden var mine briller også gået i stykker.

Min mor kom, og vi kørte til skadestuen. Der var kommet en anden for at trække Ida hjem. Jeg vidste, at der blev taget hånd om hende, og at hun havde det godt. Men det var ikke nok, jeg blev ikke roligere af det. De største smerter var ikke dem, jeg havde fået ved selve ulykken. De største smerter var dem, der foregik i mit hoved. Tanken om, at jeg ville blive bange for heste var ulidelig. Det var unfair, at det skulle ske for os.

Jeg kom hjem fra skadestuen om aftenen i det mørke dystre vejr, det var blevet efter ulykken. Jeg havde været heldig. Det var kun overfladiske skræmmer. Hele min ene hofte var blevet sprættet op i et langt sår. Jeg havde et sår i hovedet, albuen og  knæet. Men intet alvorligt!

To dage efter var jeg klar til, at se Ida igen. Hun blev så glad for at se mig. Men da jeg skulle hente hende fra folden, blev jeg bange, ikke for Ida, men for de andre heste. Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne flygte, pga. mine smerter. Men da jeg først havde hentet Ida, blev jeg så tryg. Jeg vidste, at hun ville passe på mig.

Hun hjalp mig meget med at komme tilbage til stalden igen. Vi måtte gå langsommere end nogensinde før, men hun vidste hvorfor, så vi gik langsomt. Hun snuste til min hofte, lige der hvor jeg var landet. Ikke voldsomt, men lige så forsigtigt, som en mor der passer sit syge barn.

Vi hyggede os sådan, og jeg vidste, at mine bekymringer var ovre. Ida var stadig min bedste ven. Jeg så ulykken, som en ting vi sammen skulle over.

Jeg ændrede ikke mit syn på heste, jeg blev ikke bange for dette store dyr. Derimod ændrede jeg mig positivt. Jeg blev stærkere af vores ulykke. På en god måde. Jeg ved, at jeg nu kan klare en lignende situation. Jeg føler lidt, at jeg kan klare alt, hvor jeg bliver prøvet af, på samme måde som her. Det er som i lignelsen Jobs Bog, hvor Job bliver testet af Gud. Han bliver testet på, om han stadigvæk tror på Gud efter adskillige prøver. Det er vel og mærke en gammel historie, men det betyder ikke, at den er blevet usand. Man bliver stadigvæk prøvet af, indtil man er på et punkt, hvor man ikke kan mere. Men som i Jobs bog, så bliver Job ved med at tro på Gud, og derfor bliver han til sidst belønnet med tusinde gaver og evig lykke.

Selve ulykken var sket på kort tid. Men alle disse tanker og refleksioner jeg havde gjort mig, mens jeg lå derhjemme i sygesengen, fik det til at føles som måneder. Det var som et hul, et langt sort hul, hvor der ikke var nogen vej op. Et hul, der kun blev sværere at komme op af, jo mere desperat jeg prøvede at komme op. Jeg troede ikke på mig selv, Gud, eller nogen anden længere. Jeg troede aldrig, at jeg ville få det samme venskab, og de samme glæder med min fantastiske hest. Jeg troede, at det hele var slut. Ida har redet mig igennem andre svære situationer, og hun er den der har gjort mig til den jeg er. Så hvorfor skulle det bare slutte!

Men da jeg så hende for oven af hullet, kigge med sine dybe sorte øjne ned på sig. Hun trak mig op af hullet, og hun hjalp mig med at klare det, jeg ikke selv havde formået.

 Jeg var bekymret for, at jeg ikke ville stole på hende længere. Dog blev vi ved med at tro på, at der var en vej op. Så vi blev belønnet med, at der ikke blev nogen forskel i vores forhold og sammenhold. Vi blev derimod endnu tættere. Vi hører sammen, lige meget hvad der sker.

Jeg har stadig arrene, og jeg ændrede mig på en eller anden måde. Jeg blev så lykkelig for at det var sket. Jeg blev stærk af det, og det har fået mig til at tro på mig selv, og ikke mindst min fantastiske hest, som altid vil hjælpe mig.

Vi har ikke glemt ulykken, men vi er kommet over den. Vi er videre og i gang med ridningen igen. Men jeg har ikke nærmet mig den vej, hvor ulykken fandt sted. Den vej hører fortiden til!