Mig og Ida red i dag den bedste tur nogensinde sammen med en
af mine veninder og hendes hest.
Det var så sjovt og hyggeligt og så idyllisk! Det var
fantastisk.
Vi havde besluttet os for, at ride hjem til mig (jeg bor ca.
5 km. væk). Det er en tur hvor man skal ride et kvarters tid på en stor vej,
for så at komme ind i verdens mest fantastiske skov!
Så vi red ned ad vejen, hvor man ikke rigtig kan snakke
sammen, så jeg brugte lidt tid på, at kigge ud i luften og tænke på Ida og om
hvor dejlig hun er. Ida klarede hele turen flot, og blev ikke bange for noget,
men hun var lidt langsom
Da vi så kom ind i skoven, fik hun straks mere energi og
begyndte, at gå hurtigere. Vi skridtede lidt videre, og hele skoven var bare så
flot! Med et brunt lag af blade, og kolde grene med små vanddråber på. Det hele
så så vinteragtigt ud, at det eneste der manglede var bare et lag af sne. Efter
lidt tid kom vi til en lille lysning, hvor vi satte i trav. Hestene fik så
meget energi, at de løb af sted, og det eneste der kunne høres var hestene der
bankede sine baghove op i forhovene, vi kunne ikke få dem til, at gå
langsommere. Da vi kom til et hjørne, blev Ida bange for en grøn dims som hun
ikke havde set. Så hun stoppede op, og vendte rundt. Så stod hun så der, og vi
flækkede af grin. Det var virkelig sjovt! Jeg fik hende vendt om, og vi
skridtede resten af vejen ud igennem skoven.
Da vi kom ned til den by jeg bor i, skridtede vi hen af
fortovet som kører lidt udenom byen (lad os kalde det en ringvej om en meget
lille by :P), og ind i selve byen. Vi
red det sidste stykke hen til mig, hvor min mor ventede med gulerødder til
hestene, og chokolade til os. Ida skulle også lige ligge en lille hilsen til
mig i form af en meget stor lort!
Vi red videre, og tog et smut forbi en af mine veninder,
fordi hun lige skulle hilse på Ida, og så igennem skoven igen.
Vi skridtede op igennem starten af skoven, og valgte så en
anden vej hjem. Her travede vi næsten hele vejen. Her gik begge heste et meget
bedre tempo, men de var stadig glade, og jeg tror hvis nogen så os, så ville de
have set 2 piger og 2 ponyer med strålende ansigter, for det var fantastisk!
Jeg havde i hvert fald stort smil på. Vi stoppede igen pga. en meget stor stejl
skrænt som hestene nemt kan glide ned ad, hvis de kom for tæt på den. Efter skrænten
og et skarpt sving, satte vi i trav igen. Denne gang var det lige så sjovt, og
vi stoppe ikke før vi var næsten helt ude af skoven.
På vejen op imod vejen igen, mødte vi nogle andre opstaldere
som også havde valgt at ride tur i dette skønne vejr.
Og hjem gik det, og Ida var så sød på hele turen! Den
bedste!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar