En tåre

Jeg har haft svært ved den her beslutning, men jeg bliver nødt til at gøre det! 

Jeg vil midlertidig holde pause på bloggen. For en kort periode, et par uger. Jeg har simpelthen ikke tiden til det, da der er så mange ting der trækker efterhånden. Mit mål om, at kunne oprette mindst et indlæg om dagen kan simpelthen ikke lade sig gøre! 

Jeg er frygtelig ked af at jeg bliver nødt til at holde pause, og jeg vil komme tilbage igen. Der er bare så mange ting jeg gerne vil fortælle jer, Ida har været så god på det sidste, og vi har lavet så mange sjove ting. Men jeg får ikke skrevet om det, også selvom jeg super gerne vil, så det bliver bare en ting der skal gøres, hvilket jo ikke er skide skægt.

I må endelig ikke tro, at jeg lukker bloggen, da i læsere har gjort mig så glade. Alle de søde kommentarer i har skrevet betyder så meget. Jeg vil aldrig kunne droppe noget der har gjort mig så glad som den her side, alle de kommentarer, minder og søde mennesker der vil bruge tid på at læse og følge mig og Ida. Det er jo helt overvældende.

Imens jeg har skrevet det her, har jeg faktisk fældet en tåre. 

Jeg vil skrive, hvis jeg får tid, og hvis jeg har en unik dag med Ida. 

Og så ses vi forhåbentlig om nogen ugers tid, hvor jeg er klar til at bruge en del af min tid på bloggen igen.

Knus Maja og Ida

16/9 vi mødes igen

Jeg havde en super hyggelig dag med Ida i dag. Jeg har jo ikke været ude ved hende i tre hele lange dage, da jeg har været på venneweekend på min venindes efterskole. 

Jeg har virkelig savnet hende (og min klasse, men det er underordnet i den her sammenhæng).

Dette indlæg er forresten det første jeg nogensinde har skrevet imens jeg kører i bus. Det er en smule specielt.

Vi lavede ikke det store, da jeg var temmelig træt. 

Så vi brugte rigtig dejlig lang tid på, at strigle. Hun var meget opmærksomheds krævende, hvilket er ret så hyggeligt.

Hun var sådan som hun nu er når hun har det her humør. Hun møflede hele tiden rundt nær mit hoved med sin mule. 

Og gå det måtte jeg ikke, ikke engang da jeg lige skulle tjekke noget på tavlen. 

Mathilde har passet Ida imens jeg var væk, jeg ville også gerne have snakket med hende, og sige tak for pasningen, men hun kom ikke derud på samme tid med mig. Derfor nøjedes jeg med Ida, hvilket jo bestemt heller ikke er dårligt. Ida er jo den bedste. Især i en sådan situation, som i dag, hvor hun bare vil nusses og hygges om.

Der var en del at strigle, da vi nu er kommet ind i en årstid hvor der er mere mudder. Så det med at nusse blev der god tid til. 

Hun fik også sin mad, og så kom hun ud på folden igen.

        

       Dette er et billede fra torsdag... Men se dog hvor sød hun er <3

Dag 5 et billede af noget du fortryder som rytter

Det er begrænset hvad jeg fortryder som rytter. Der har været dage hvor jeg har følt, at jeg måske var lidt for hård overfor Ida, men aldrig i en så stor grad, at det har betydet noget dagen efter. 

Det jeg fortryder mest er derfor, at jeg tog ud på den ridetur hvor jeg faldt af. Dog har det ikke haft betydning for vores sammenhold, men jeg havde rigtig ondt!

Jeg har ikke nogen billeder fra ulykken, så i stedet viser jeg dette billede jeg tog af mit sår. det var ny lidt sejt at have sådan et filmsår der over øjet.

Jeg beklager meget

Jeg har været på besøg på min venindes efterskole i weekenden, så har ikke fået så meget tid til, at skrive. Faktisk ingen tid til at skrive. Derfor er bloggen sat på pause, bloggerchallencen starter der hvor jeg slap i dag, og så kommer de sædvanlige indlæg når jeg kommer ud til Ida.

Jeg har nemlig ikke været ude ved hende siden torsdag, og jeg savner hende så frygtelig!

Håber det er ok med min lille pause.

9/9 heldagsregn

Var der nogle der opdagede at det regnede i dag? 

Regn fra morgen til aften er på sin vis meget hyggeligt, men også koldt og træls.

Da jeg hentede Ida, kom en våd og kold hest mig i møde. Hendes letttere forvirrede blik var bare ikke til at stå for. Hun så så sød ud, med hende våde kolde pels.

Da hun kom ind i stalden var hun først træt, men da hun derefter fik varmen igen, blev hun ret op at køre. Som Mathilde sagde, så ved man aldrig hvilken hest man kommer ud til når der er koldt. Og det er sandt, de er enten trætte, eller også er de meget vågne og opmærksomhedskrævende. I dag var hun sidstnævnte. Hun ville hele tiden snakke med mig, og have hovedet i nærheden af mig. 

Det var så hyggeligt at stå derinde med regnen brummende imod taget, og så med en fantastisk hest ved siden. 

Vi stod i to timer og striglede og nussede. Til sidst blev hun faktisk tør, og rigtig dejlig og blød, og så blev det tid til, at komme ud i regnvejret igen. 

Dog var det ikke så slemt som før.

Dag 4 en billede af en hest der betyder meget for dig

Ja, hvem mon betyder for mig? Kunne det mon være Ida?

8/9 så skulle vi gøre det igen

Jeg faldt jo af i går. 

Så i dag var målet, at vi skulle ride forbi der sted. Ikke fordi jeg blev bange eller noget, men det er altid en god ide, lige at ride forbi igen. På den måde glemmer man det ligesom, og det bliver bare en del af ens sædvanlige ridning.

Jeg kom lidt sent ud til hende, da jeg havde sovet hos noget familie i weekenden. Så da jeg kom derud, var der meget stille, som der liver i løbet af eftermiddagen. Jeg startede med den ugentlige rengøring i rytterstuen, hvorefter jeg hentede hende ind fra fold.

Der stod vi så og hyggede i ret lang tid, indtil vi tog trense på, og red afsted.

Der var ingen problemer deroppe hvor jeg faldt af. Vi red der en del gange for, at det skulle blive helt normalt igen. Det blev det også, og jeg tænkte slet ikke på vores lille uheld.. Hehe.

Dig fik jeg faktisk lidt ondt her dagen efter, jeg havde jo spændt op, som mange gør, og man bliver bare lidt øm af, at ramme med på en spændt muskel.

Jeg er super glad for dagens udfald... Det kunne jo ikke rigtig go galt, med mindre jeg drattede af igen. 

Dag 3 et billede af din bedste ridetur

Jeg har haft så mange gode ture, så mange forskellige minder, tænker og steder vi har redet hen. De har været sjove, vilde, hyggelige, rolige og ikke mindst fantastiske. Hver og en, selv fra en tur på 2-3 timer med pause til en tur på 20 minutter.

Jeg kan ikke rigtig vælge, jeg kan virkelig ikke vælge. For den tur, jeg tror der er min ynglings, der har jeg ikke nogen billeder fra. 

Men jeg vælger, en tur, som der betyder meget for mig. Vi havde det så sjovt. Turen gik hjem til mig, hvor Ida så mit hjem for anden gang. 

                                    

Jeg har skrevet om turen før, så nu kan i bruge lidt tid på at finde det indlæg det hedder "verdens bedste tur". Derfor har i sikkert set billedet før, men betyder det noget at se min søde bamse igen?

     

Dag 2 et billede af en af dine bedste rideveninder

I kan vel nok regne ud, hvem min bedste rideveninde er. Der er ingen tvivl om, at det er Mathilde.

Vi kan virkelig snakke om alt, men stadigvæk få alle samtaler til, at blive afsluttet med, hvor fantastiske vores dejlige ponyer er. Det er da rart at have en god ven.

Mathilde har jo Maurita, som er lidt underlig, men Mathilde kan få hende til at blive den sødeste og rareste pony der findes. Maurita er så glad i nærheden af Mathilde. Og det var bare så godt, at Mathilde købte hende, da hun har gjort så meget godt for mau.

Mathilde og Maurita har lidt den samme historie som jeg og Ida, da hun først var rideskolehest, og så lånte hun hende, hvorefter hun købte hende.

      

      

    

     

7/9 7-9-13... Om igen Maja!

Da jeg stod op i morges, tænkte jeg på, at det jo i dag er 7-9-13. Så det må jo være en dag der giver held, eller måske lige det modsatte. Jeg tænkte, at jeg ville falde af hende i dag. Jeg ved ikke hvorfor, men det gjorde jeg. Det var ikke noget jeg blev nervøs over, men det var måske bare en større grund til, at jeg glemte det klassiske udtryk 7-9-13...

Så kan i gætte hvad jeg gjorde i dag? 

Jeg faldt af... 

Og det var simpelthen så hylende morsomt! Jeg skulle have filmet det!

Vi havde jo selvfølgelig startet med, at strigle og sådan. Og da vi så skulle ud at ride lidt. Selvfølgelig uden sadel og bare lidt rundt om gården som vi jo plejer. 

På marken ved siden af, var de dog ved, at ordne noget hegn med en stor bil. Så da vi red op ad grusvejen langs med folden fik hun øje på den her bil. Og hun kiggede simpelthen sådan på den. Da vi så kom lidt tættere på den, stoppede hun op. Og ud i det blå fik hun et chok og hoppede et skridt til siden.

Normalt kan jeg jo godt holde mig på, men da hende hop ikke blev udløst af en lyd, bevægelse o.l. så var jeg slet ikke klar til det.

Hun stod lige ved siden af mig, da jeg lå dernede på jorden. Først kiggede hun efter bilen, men da jeg så rømmede mig, fik hun stråtags øje på mig igen. Hun puffede sin store blide mule hen til mig, og jeg fik rejst mig op. Jeg begyndte bare at grine sådan af hende. Hvordan kan hun dog blive bange for det! Det er da lidt pinligt for hende. 

Jeg kom naturligvis ikke til skade, og jeg fik igen bevist, at det faktisk er ret sjovt at falde af!

Vi trak tilbage til stalden igen, hvor jeg hoppede op. Vi red derefter op til folden igen, hvor hun igen blev bange for den samme bil. Men denne gang var jeg forberedt, så jeg holdte mig på. Den anden gang var faktisk mere voldsomt, hvis man kan sige det sådan. Da hun nærmest sprang til siden anden gang.

Men jeg blev jo som sagt på, dog red vi lidt tættere på bilen, og jeg hoppede ned for, at vise hende, at den altså ikke var farlig. Derefter træk vi lidt rundt for, at hun kunne falde lidt ned igen.

Så hoppede jeg op tredje gang, hvor hun kiggede efter bilen, men ikke blev bange på nogen måde.

Bagefter fik vi lige tid til, at strigle lidt igen inden jeg skulle videre. Dig havde rideturen taget lidt længere tid end planlagt, men vi nåede det hele, og hun kom ud på sin fold igen.